fredag den 18. september 2009

Ulvetime


Så er min sveske blevet døbt. Jeg har hørt fra gæsterne, at de havde en dejlig dag, og det er det vigtigste. Jeg bliver aldrig god til at holde den slags fester, jeg får ikke talt med nogen, og jeg stresser rundt. Jeg er meget bedre til at være gæst :-)

Vi havde gjort det nemt for os selv, pølsebord og en softicemaskine, og det var helt perfekt.

Hverdagen går sin stille gang, og jeg nyder i fulde drag at være på barsel.

Asta Kirstine har indført ulvetime herhjemme, og det betyder, at vi hver dag fra klokken ca. 18 til ved 21-tiden har et surt barn, der kun vil hænge på mors arm, imens jeg går rundt i stuen. Hun kan ikke finde ud af at falde i søvn. Heldigvis græder hun ikke. Men irriterende er det - jeg kunne godt bruge nogle stille aftener, hvor jeg ikke er mor men bare mig. Det ændrer sig heldigvis hele tiden.

søndag den 9. august 2009

Den første måned


Så blev vores smukke datter en måned - en måned der er fløjet afsted, samtidig med det føles som om, hun har været her altid.
Hun passer forbavsende godt ind i vores familie, ind i vores hverdag. Vi vokser med opgaven, og det er skønt.

søndag den 12. juli 2009

Vores datter


Vores smukke, vidunderlige datter, Asta Kirstine, født den 7. juli 2009 klokken 21.03. Vejede 3615 gram og var 51 cm.
Det var et langt og sejt igangsættelsesforløb - men hun er det hele værd. Selve fødslen var en super god oplevelse. Så jeg svæver :-)

lørdag den 4. juli 2009

4. og 5. stikpille

er lagt i går - intet skete efter den 4. Efter den 5. havde jeg veer hele aftenen, men klokken 23 tog jeg et par pinex og gik i seng, og så har jeg ikke set skyggen af flere veer.

Det er ved at være frustrerende!!

Klokken 8.00 møder vi IGEN på fødegangen - sandsynligvis til endnu en stikpille. Suk.

fredag den 3. juli 2009

I stå

Efter 3. stikpille blev lagt i går eftermiddags, er alt gået i stå, så jeg har fået en god nats søvn. Vi skal møde igen på fødegangen klokken 8.00 - og så må der gerne snart ske noget...

2. stikpille

er lagt. Den første gav mig nogle plukveer, men ikke noget at tale om. Den anden blev lagt i morges, og den har givet mig plukveer/stikpilleveer med 3 minutters mellemrum. Jeg kan sagtens holde dem ud, men tanken om, at de ikke virker - den er træls.

Jeg får heldigvis, indtil videre, lov at komme hjem, det hjælper meget på det.

Den første pille havde ikke modnet mig det mindste - næste møde på sygehuset er klokken 15.00 i dag, hvor 3. pille lægges. Med mindre altså, at de kan tage vandet - for så gør de det, men det har jeg ingen forhåbninger om, desværre.

torsdag den 2. juli 2009

Sæt i gang

Så er jeg ved at være så klar til en maratonfødsel, som jeg vist kan blive. Jeg blev undersøgt af jordemoderen i mandags, og min krop er så umoden og så uklar, at hun nærmest ikke kunne undersøge mig, så hun forudsagde, at fødslen bliver meget langvarig, fordi den sættes i gang, før min krop er klar.

Klokken 19.00 i aften møder jeg til undersøgelse, stikpille og indlæggelse, og så må slaget vist bare gå sin gang....