onsdag den 24. december 2008

Julefreden

har sænket sig, nu er der kun tilbage at nyde :-)

onsdag den 17. december 2008

Risikovurdering

Så er nakkefoldsscanningen veloverstået, vi fik en risikovurdering på 1:5922, så det var helt perfekt.

Det var så rørende at se den lille alien bevæge sig rundt inde i min livmoder. Den ville ikke samarbejde, så jeg blev scannet en hel time, både indvendigt og udvendigt. Vi så den i alle mulige vinkler, vi så hjerte og hjertekamre, hjerne og kranieknogler, fingre, knyttede hænder osv. Det var super hyggeligt.

Jeg hostede, grinede, trykkede på min mave for at få den til at ligge i den rigtige profil, så hun kunne måle nakkefolden, og det lykkedes til sidst.

Hun rykkede min termin til den 2. juli 2008, så jeg i dag er præcis 11+6 - i morgen fulde 12 uger, og det er skønt.

Mine symptomer er væk, jeg er ikke længere sulten, jeg er ikke træt og jeg har ikke ømme bryster, så det var rart at se, at der var et foster derinde.

tirsdag den 2. december 2008

Endnu en scanning i rækken

Så har jeg set det lille gryn en gang til - denne gang sammen med Henrik. Det var vokset siden sidst, faktisk så meget, at lægen mener, at jeg er længere end først beregnet. Ifølge hans første beregning er jeg 8+6, men fosteret er 28 mm, og det svarer til ca. 9+4. Så det er spændende, hvad de siger til nakkefoldsscanningen.

Jeg spurgte, om jeg skulle være bekymret over, at den er for stor - det skal jeg bestemt ikke, fik jeg at vide.

Så vi er glade, jeg er lettet, og jeg håber, at jeg kan begynde at glæde mig.

onsdag den 26. november 2008

Kursus

Så er jeg halvvejs i mine i alt 8 kurser. De er af meget svingende kvalitet - denne gang var det nogenlunde første dag, forfærdeligt anden dag, og rigtigt godt i dag.

I morgen er jeg tilbage på job - og så skal jeg til min første graviditetslægeundersøgelse, helt fantastisk :-) Endnu en milepæl er nået.

Henrik kommer hjem fra fjorten lange dage i England, jeg henter ham i København fredag aften, og så har vi absolut ingen planer hele weekenden udover at være klistret op ad hinanden :-)

onsdag den 19. november 2008

Scanning, 7+0

Det var med bævende hjerte og meget små forhåbninger, jeg mødte op til scanning i dag, men sørme om ikke det lille hjerte blinkede til mig :-) Grynet er 10,7 mm, passer præcist med, at jeg er 7+0 i dag.

Gynækologen forklarede mig, at det gule legeme kan være flosset i kanten, og at det kan forårsage en blødning. Crinonen afhjælper dette, da den styrker det gule legeme. Jeg har derfor fået en recept på crinone til og med juleaften, hvor jeg har overstået de famøse 12 uger. På det tidspunkt er moderkagen dannet, og crinonen gør herefter hverken fra eller til.

Han sagde desuden, at man bruger det over hele Europa - undtagen i Danmark. Det hjælper 10% af alle kvinder, men i Danmark mener man, at det er for dyrt, at det "går til spilde" på de resterende 90% - hans holdning er, at han ikke vil vide for sent, hvilke 10% han kunne have hjulpet.

Det har stoppet min blødning - og det giver tryghed. Jeg fortsætter ufortrødent med at tage det, selvom det koster 388 kr. om ugen...

Men hold da op, hvor er jeg lettet.

mandag den 17. november 2008

Bryllupsdag


For præcis et år siden blev jeg gift med min fantastiske mand. Det var en dejlig dag, som vi aldrig glemmer.

Og sådan en smuk buket får man, når man har været gift med min mand i et år :-)

Mandag

Jeg bløder stadig, on off. Jeg talte med lægen, der sagde, at der ikke er noget at gøre, jeg må bare se tiden an.

Så ringede jeg til gynækologen, der straks udskrev en recept på crinone, som jeg skal hente på apoteket hurtigst muligt og tage med det samme - så han mener åbenbart, at der er noget at gøre... Og det gør jeg selvfølgelig.

fredag den 14. november 2008

Stadig blod

Det er fredag, og jeg er igen begyndt at bløde. Jeg tager det egentligt meget roligt, jeg kan jo ikke gøre en disse. Så jeg tjekker spændt papiret, hver gang jeg har været på toilettet....

torsdag den 13. november 2008

6+1

Så nåede jeg endnu en uge, men med en forskrækkelse i bagagen. I går, lige før jeg skulle i seng, begyndte jeg at bløde. Ikke meget, men det var frisk blod.

Det betød, at jeg har været oppe ca. 40 gange i nat for at tjekke, om der kom mere blod. Det gjorde der ikke, og jeg har heller ikke blødt i nat.

Jeg krydser benene og hvisker til det lille gryn, at det skal blive inde i sin hule i laaaang tid endnu.

I morgen skal jeg til lægen, hvor jeg skal have taget nye prøver for mit stofskifte. Og så er der ikke så lang tid til onsdag, hvor jeg forhåbentligt skal se det lille hjerte blinke til mig.

onsdag den 5. november 2008

5+0

Termin 8. juli 2008!!

fredag den 31. oktober 2008

Svar på blodprøver

Jeg har netop fået svar på mine sidste blodprøver - tallene har næsten stabiliseret sig, så jeg skal bare fortsætte på laveste dosis i yderligere 14 dage, hvor jeg skal til lægen igen og have taget nye blodprøver.

Tænk hvis det hele kan klares med den meget lave dosis eltroxin, det er bare for skønt!!

PANIK

er vist det ord, der beskriver min sindsstilstand i morges!

søndag den 26. oktober 2008

En skøn weekend

Søndag aften efter en skøn, skøn weekend.

Lørdag var jeg på garnlagersalg med Lærke. Vi fik gjort nogle skønne køb - jeg kan vist roligt sige, at Lærke købte mest :-) Jeg holdt mig i skindet, da mit garnlager bugner i forvejen. Men jeg købte noget shetlandsuld i en helt fantastisk pink og noget brunt babyalpaca til en skøn trøje med korte ærmer.

Efter lagersalget kørte vi en tur til Fredericia, hvor vi snusede rundt i mange timer. Her købte jeg Bente Geils topstykke i en lyselilla - Bente Geil overtalte mig til farven, men den var nu også flot. Derudover blev det til lidt bomuldsviscose, en bog om knytning og remedier til Henriks niecer i julegave og nogle smukke perler.

Der var mange mennesker, men når man har god tid, gør det ingenting.

Da vi var fyldt op med håndarbejde, kørte vi hjem til Lærke og Claus i Odense, hvor Henrik stødte til, og vi nød en skøn mexicansk middag.

I dag har jeg været med min mor, søster og niece i Vejle for at besøge den anden søster med familie. Super hyggeligt.

Resten af søndagen har stået på hygge, hygge og atter hygge. Og lidt vasketøj........

fredag den 24. oktober 2008

Madplan uge 44

Fredag: Rester fra fryseren
Lørdag: Spiser hos Lærke og Claus
Søndag: Bøf Stroganoff
Mandag: Rugbrød
Tirsdag: Gryderet med svinekød og brocolli
Onsdag: Ingen aftensmad, Henrik er på arbejde
Torsdag: Rester

Marie-Therese Gown GIVEAWAY !!!!!!!

Marie-Therese Gown GIVEAWAY !!!!!!!

Den perfekte julegave til en rigtig prinsesse!!

En fantastisk weekend

Jeg går en fantastisk weekend i møde - garnlagersalg i Kolding og håndarbejdsmesse i Fredericia, lutter vær-god-ved-Johanne-ting :-)

Lørdag aften skal vi til middag i Odense ved Lærke og Claus - endnu en dejlig oplevelse, er jeg sikker på.

Og resten af tiden skal jeg slappe af med min dejlige mand. Og så skal jeg nyde, at min medicin begynder at virke, jeg kan stille og roligt begynde at mærke, at jeg ikke er helt så træt længere.

søndag den 19. oktober 2008

Madplan uge 43

Der kommer ingen madplan her på kanalen i denne uge, da jeg er på kursus - og dermed får jeg maden serveret :-)

Weekend

Jeg har været på venindetur til København - det var fantastisk hyggeligt. Vi har snakket, snakket, spist og snakket. Tak for en dejlig weekend, piger.

Da jeg kom hjem havde Henrik plantet vores nye hæk sammen med naboen - se det var en super dejlig overraskelse, at jeg ikke skulle bruge hele min eftermiddag i haven. I stedet kan jeg smide mig i sofaen og slappe af med en film eller en fodboldkamp. Fantastiske søndag!

Resultatet

af undersøgelsen er, at jeg ikke har kræft i skjoldbruskkirtlen! Jeg er nu startet på min medicin, og jeg glæder mig stort, til det er doseret korrekt!

søndag den 12. oktober 2008

Madplan uge 42

Her er den Louise:
Lørdag: Omelet med blandede grøntsager og pølser
Søndag: Koteletter i fad
Mandag: Er vi inviteret på aftensmad i Holsted
Tirsdag: Kyllingefrikadeller (du bruger bare hakket kyllingekød i stedet for svinekød - og så river du squash i farsen, så bliver det så sundt, så sundt :-)) med kartofler og stuvet spidskål
Onsdag: Lasagne - Henriks livret, og det er jo hans fødselsdag...
Torsdag: Er jeg på pigetur i Århus med Gitte, Lotte og Krestine, så der spiser jeg ude

Dejlig weekend

med ren afslapning. I går spiste vi brunch på Trapholt og så udstillingen om sko. Derefter var jeg i haven i et par timer, og så strikkede jeg resten af aftenen.

I dag har vi ført tilsyn med vores køer for sidste gang i denne omgang og spist morgenmad og hængt over avisen. Nu vil jeg grave de sidste dahlia op, så de kan overvintre fri for frost - hold op, hvor bliver haven tom!

Resten af søndagen står på ren afslapning - Henrik skal spille til et guldbryllup, så jeg skal nyde en tøsefilm alene i sofaen :-)

tirsdag den 7. oktober 2008

Hurtig ekspedition

Sørme om jeg ikke skal på sygehuset allerede på tirsdag - på Nuklear Medicinsk afdeling til undersøgelse af min skjoldbruskkirtel. Dejlig overraskelse, nu virker ventetiden pludselig ikke så uoverskuelig :-)

mandag den 6. oktober 2008

Hæk

Så fik vi fældet vores meget gamle hæk - det tog hele lørdag, men nu er den væk.


Nu venter vi på en rodfræser-mand, der skal fjerne rødderne, derefter skal bøgehækken plantes. Det bliver virkelig skønt at få det overstået!!

Svar

Mit prolaktin er faldet drastisk, så ikke flere problemer der.

Mine stofskiftehormoner er stadig ikke-eksisterende, så nu kommer jeg i behandling, selvom jeg endnu ikke er færdigundersøgt. Det bliver skønt - jeg håber virkelig, at jeg kan få noget af min gamle energi tilbage!!

tirsdag den 30. september 2008

Flere blodprøver

I dag har jeg været ved lægen og fået en god snak om min stofskiftesygdom. Jeg producerer stort set ikke stofskiftehormon, så mit stofskifte er alt for lavt.

Jeg blev derfor sendt på Kolding Sygehus for at få taget flere prøver. Jeg har desuden fået en henvisning til en klinik i Vejle, hvor jeg skal have foretaget en kontrastvæskeundersøgelse af min skjoldbruskkirtel, og først derefter bliver jeg sat i behandling.

Jeg må ikke blive gravid i mellemtiden - men lægen sagde, at det regulerer kroppen helt selv, jeg bliver ikke gravid, så længe sygdommen ikke er ordentligt medicineret.

Jeg venter tålmodigt, jeg er rigtig glad for, at lægen forsøger at finde ud af, hvad der er baggrunden for de lave tal i stedet for bare at medicinere mig med det samme.

Desuden producerer jeg ammehormon, og det modvirker ægløsning. Det er også et stresshormon, så det kan skyldes stress over manglende graviditet. Det har jeg også fået taget en prøve for.

Jeg kan få svarene på mandag. Så jeg venter i spænding.

fredag den 26. september 2008

Allerede onsdag

kom min menstruation - jeg går ud fra, at det betyder, at jeg har haft en naturlig ægløsning, før jeg fik ægløsningssprøjten.

Jeg ringede derfor til fertilitetslægen for at høre, om jeg bare skulle starte op på en ny omgang hormoner.

Det viser sig, at der er problemer med min skjoldbruskkirtel, ifølge lægen arbejder den nærmest ikke. Jeg har derfor fået taget nogle prøver, og jeg skal til lægen på tirsdag for at få gang i medicinering.

Det betyder, at fertilitetsbehandlingen er sat fuldstændig i stå, indtil jeg er medicineret korrekt. Jeg har lige skullet sluge kamelen, var meget ked af det i går, men i dag går det ok. Og så er det bare på med vanten igen, når vi får grønt lys fra lægen.

mandag den 22. september 2008

Suk

hvor er jeg opmærksom på min krop i de her dage. Men uanset hvor meget jeg mærker efter, så har jeg altså ikke noget, der bare ligner et graviditetssymptom. Og det er måske meget godt, så kan jeg bedre forberede mig på blødningen på fredag :-)

fredag den 19. september 2008

Blodprøve

Jeg har fået taget blodprøve i dag - det skal tjekkes, om jeg har haft ægløsning. Jeg har ingen problemer med nåle, og det gik nemt smertefrit.

Henrik skulle også have taget blodprøve - et eller andet lovkrav. Jeg kunne ikke forstå, at han ikke kom ud igen, men det viste sig, at han var gået lige i gulvet. Han kan ikke tåle nåle, men han er aldrig før besvimet af det.

Da han endelig kom ud til mig var han fuldstændig grå i hovedet, så vi ventede lige lidt, inden vi kørte hjem - og jeg kørte videre på arbejde.

Jeg kan få svaret på min blodprøve på fredag, hvor jeg også gerne skal have min menstruation, hvis jeg altså ikke er gravid. Ved næste menstruation begynder jeg på en ny omgang hormoner.

Ved lægen mødte jeg en bekendt, og det viser sig, at hun er i det samme behandlingsforløb, som jeg er. Hun har to børn i forvejen, og de har nu arbejdet i to år for at få nummer tre. I forløbet har hun aborteret to gange. Det er tophemmeligt, at hun er i behandling, så vi har aldrig mødt hinanden dernede... Det er utroligt, så mange det her cirkus rammer.

søndag den 14. september 2008

Flere billeder af killingerne




Så flyttede vores killinger ind


Molly er den gråstribede, Olga er den trefarvede. De er simpelthen så søde!!

torsdag den 11. september 2008

Ægløsningssprøjte

I morges fik jeg en sprøjte i ballen, og så er der ordineret hjemmearbejde i morgen aften......

Jeg er ret spændt på, om jeg allerede har haft ægløsning, eller om sprøjten sætter den i værk. Jeg finder måske aldrig ud af det, men altså, derfor er jeg spændt alligevel :-)

mandag den 8. september 2008

Endnu en scanning

Så er jeg blevet scannet endnu engang. Og gynækologen blev bare så glad, den lille follikel fra sidst havde vokset sig stor og stærk til hele 17 mm.

Jeg skulle egentlig have en ægløsningssprøjte på onsdag, så jeg ville have fået ægløsning torsdag. Men Henrik kommer først hjem fra Norge fredag, så han skubber sprøjten til torsdag, så jeg har ægløsning fredag.

Måske får jeg en naturlig ægløsning i mellemtiden. Men han sagde, at det gør ingenting, en ægløsningssprøjte gør ikke noget galt, selvom man har haft en naturlig ægløsning.

Så nu krydser jeg fingre for, at jeg ikke får ægløsning før på fredag :-) Og ellers prøver vi igen i næste cyklus.

søndag den 7. september 2008

Min mand er rejst

- i hvert fald for en uges tid. Han er lærer på en international efterskole, hvor en stor del af profilen er rejser, og i denne uge er der ryste-sammen-tur i Norge.

Jeg hader, når han er væk. Jeg savner, så det gør ondt.

Men på den anden side er han super glad for sit arbejde, så jeg smiler og ønsker ham en god tur. I mit stille sind glæder jeg mig afsindigt, til han kommer hjem. Og det er jo snart fredag...

onsdag den 3. september 2008

Kursus

Så så man mig være på kursus - igen igen.

Jeg var afsted i sidste uge, på advokat-fuldmægtig-kursus. Tre dage. Og så på hormoner. Det var et ok kusus - men lidt famlende, da jeg er en del af det første hold på den nye ordning.

I denne uge er jeg afsted igen, tre dage. Denne gang på Forsikringsakademiet, et kursus i ejerskifteforsikringer, som er et helt nyt område for mig. Første dag har været ok. Det er en pudsig oplevelse, jeg er den eneste ikke-forsikrings-person, der er her, så de andres fokus er, hvad selskaberne kan slippe for at betale - mit er det modsatte :-)

Her er virkelig smukt, stedet ligger på Strandvejen. Lige over for marinaen i Rungsted.

Jeg savner min Henrik, så jeg glæder mig allerede til fredag.

mandag den 1. september 2008

Scanning

Så er jeg blevet scannet - lægen kunne finde en follikel i den ene side, ca. 10 mm., og en mindre follikel i den anden side.

Jeg skal scannes igen på mandag - han skal se, hvordan folliklerne udvikler sig, og om jeg får ægløsning. Det er ret spændende :-)

Jeg aner ikke, om resultatet er normalt, jeg ved heller ikke, hvad der videre skal ske, men det passer godt til mit temperament, jeg flyder bare med, jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til.

søndag den 31. august 2008

Stille søndag

Min søndag går med hovedpine - noget jeg ellers aldrig nogensinde lider af. Sandsynligvis en kombination af stress og pres på mit arbejde og usikkerhed og angst for scanningen af mine æggeledere i morgen. Scanningen skal vise, om jeg er i stand til at danne æg ved hjælp af hormoner. Og jeg kan ikke lade være med at tænke hvad nu hvis....

Det må jeg tage stilling til i morgen, foreløbigt lever jeg i uvidenhed og kan skyde alle hvad nu hvis'erne fra mig.

Ellers er dagen tilbragt i haven, i en liggestol med en bog. Det er ægte søndag. Jeg fik desuden en pludselig trang til kage med flødeskum, så jeg måtte ud at finde kage og piskefløde - det spiser jeg ellers aldrig. Det har jeg gjort i dag, og det gjorde godt :-)

lørdag den 30. august 2008

Ah

en dejlig dag, det har været. Jeg startede ud med lang tid i morgenkåbe, en kop the, avisen. Derefter en tur i haven, plukke løs, især af mine georginer. Nyde at min mand har gjort huset rent, sætte blomster i vase.

Et langt bad, høste tomater. En stol i solen, og så strikkede jeg lige en babyvante. Jeg er ved at strikke til min veninde, der skal være mor i november - hun har bestilt en trøje, og foreløbigt har jeg suppleret med en hue og en vante - den næste vante kommer i morgen.

Sidst på eftermiddagen kørte vi til Tønder, hvor Henrik skulle spille på festivallen, og han er der endnu. Jeg havde inviteret min mor og niece med, så vi hyggede, nød stemningen og musikken, og kørte hjem da vi blev trætte. Og så kommer han, når han engang er klar til det.

I morgen er det søndag, en søndag helt uden planer, og det bliver fantastisk :-)

En solskinslørdag

En tiltrængt fridag, og så endda med solskin. En hel lørdag uden planer, aaaah. Jeg overvejer en tur til Tønder, hvor der er festival i folkemusikkens tegn. Men en hjemmedag trækker også. Og det allerbedste er, at beslutningen er min alene.

fredag den 29. august 2008

Så gik starten

på projekt barn. Det bliver ikke helt nemt. Jeg har lige været igennem min første hormonkur, pergotime.

Jeg har haft forbavsende få bivirkninger, jeg frygtede ellers det værste. Men en hedetur i ny og næ har været alt.

Eller i hvert fald indtil i går, hvor jeg brød grædende sammen på et medarbejdermøde for 30 ansatte i mit firma. Suk! Så på dag 5 af hormonkuren, blev jeg til en tudemarie.

På mandag skal jeg scannes for at se, om jeg danner æg, og i givet fald hvor mange æg. Så det bliver ret spændende.

Jeg er ikke udredt endnu, aner ikke, om jeg fejler noget. Så det bliver også ret spændende at finde ud af - når vi går i gang med den del. Men vi tager det i gynækologens rækkefølge og tempo :-)
En blog om løst og fast, om vores liv og levned, om vores hverdag - vores skønne hverdag.