Halvvejs

plus en dag.

Vildt at jeg er nået så langt - og vildt at der er så lang tid igen. Jeg synes virkelig, at der er lang tid til juli.

Jeg har stadig ikke de store gener - jeg har tør hud i ansigtet og har fået uren hud langs kæbeknoglen. Jeg mærker stadig ikke det store til barnet, så alt i alt har jeg det vist ret nemt.

MD

Misdannelsesscanningen gik fint, den ser sund og rask ud.

Vi har brugt en del tid på at overveje og drøfte, om vi ville kende kønnet. Jeg var hurtigt enig med mig selv om, at det ville jeg gerne, så det kunne blive et konkret barn, en ham eller hende.

Henrik var mere i tvivl, men han endte med at komme frem til, at det var vigtigere for mig at vide det, end det var for ham ikke at vide det (han synes, at han skal fortælle mig kønnet, når jeg har født).

Vi drog enige afsted til scanningen - og hvad skete? Den havde så samlede ben, hele tiden, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre at se kønnet. Jordemoderen prøvede flere gange, men det hjalp ikke. Hun undskyldte endda - og vi sagde, at det skulle hun selvfølgelig ikke undskylde. Ret sjovt, at barnet endte med selv at bestemme, at vi (især jeg) må tøjle min utålmodighed til engang i juli...

Ingen sukkersyge

til mig. Til gengæld en ny tid til glukosebelastning i april.

Og så tæller vi ned til misdannelsesscanningen på tirsdag :-)

Liv

Jeg tror, at jeg mærker liv nu - små sommerfuglevinger, der kilder mig på indersiden af maveskindet. Det er hyggeligt :-)

Glucosebelastning

Så har jeg overstået den første af to - jeg skal have en igen om 10 uger, da jeg er arveligt belastet via min farfar.

Det var heldigvis ikke så slemt som frygtet.

Ved den afsluttende blodprøve blev jeg spurgt, hvordan det gik med den blodprøve, jeg fik taget, før jeg indtog sukkervandet - den blodprøve fik jeg ikke taget, så jeg er ret spændt på, om det betyder, at hele formiddagen har været spildt, og at det skal gøres om....