fredag den 18. september 2009

Ulvetime


Så er min sveske blevet døbt. Jeg har hørt fra gæsterne, at de havde en dejlig dag, og det er det vigtigste. Jeg bliver aldrig god til at holde den slags fester, jeg får ikke talt med nogen, og jeg stresser rundt. Jeg er meget bedre til at være gæst :-)

Vi havde gjort det nemt for os selv, pølsebord og en softicemaskine, og det var helt perfekt.

Hverdagen går sin stille gang, og jeg nyder i fulde drag at være på barsel.

Asta Kirstine har indført ulvetime herhjemme, og det betyder, at vi hver dag fra klokken ca. 18 til ved 21-tiden har et surt barn, der kun vil hænge på mors arm, imens jeg går rundt i stuen. Hun kan ikke finde ud af at falde i søvn. Heldigvis græder hun ikke. Men irriterende er det - jeg kunne godt bruge nogle stille aftener, hvor jeg ikke er mor men bare mig. Det ændrer sig heldigvis hele tiden.