tirsdag den 30. september 2008

Flere blodprøver

I dag har jeg været ved lægen og fået en god snak om min stofskiftesygdom. Jeg producerer stort set ikke stofskiftehormon, så mit stofskifte er alt for lavt.

Jeg blev derfor sendt på Kolding Sygehus for at få taget flere prøver. Jeg har desuden fået en henvisning til en klinik i Vejle, hvor jeg skal have foretaget en kontrastvæskeundersøgelse af min skjoldbruskkirtel, og først derefter bliver jeg sat i behandling.

Jeg må ikke blive gravid i mellemtiden - men lægen sagde, at det regulerer kroppen helt selv, jeg bliver ikke gravid, så længe sygdommen ikke er ordentligt medicineret.

Jeg venter tålmodigt, jeg er rigtig glad for, at lægen forsøger at finde ud af, hvad der er baggrunden for de lave tal i stedet for bare at medicinere mig med det samme.

Desuden producerer jeg ammehormon, og det modvirker ægløsning. Det er også et stresshormon, så det kan skyldes stress over manglende graviditet. Det har jeg også fået taget en prøve for.

Jeg kan få svarene på mandag. Så jeg venter i spænding.

fredag den 26. september 2008

Allerede onsdag

kom min menstruation - jeg går ud fra, at det betyder, at jeg har haft en naturlig ægløsning, før jeg fik ægløsningssprøjten.

Jeg ringede derfor til fertilitetslægen for at høre, om jeg bare skulle starte op på en ny omgang hormoner.

Det viser sig, at der er problemer med min skjoldbruskkirtel, ifølge lægen arbejder den nærmest ikke. Jeg har derfor fået taget nogle prøver, og jeg skal til lægen på tirsdag for at få gang i medicinering.

Det betyder, at fertilitetsbehandlingen er sat fuldstændig i stå, indtil jeg er medicineret korrekt. Jeg har lige skullet sluge kamelen, var meget ked af det i går, men i dag går det ok. Og så er det bare på med vanten igen, når vi får grønt lys fra lægen.

mandag den 22. september 2008

Suk

hvor er jeg opmærksom på min krop i de her dage. Men uanset hvor meget jeg mærker efter, så har jeg altså ikke noget, der bare ligner et graviditetssymptom. Og det er måske meget godt, så kan jeg bedre forberede mig på blødningen på fredag :-)

fredag den 19. september 2008

Blodprøve

Jeg har fået taget blodprøve i dag - det skal tjekkes, om jeg har haft ægløsning. Jeg har ingen problemer med nåle, og det gik nemt smertefrit.

Henrik skulle også have taget blodprøve - et eller andet lovkrav. Jeg kunne ikke forstå, at han ikke kom ud igen, men det viste sig, at han var gået lige i gulvet. Han kan ikke tåle nåle, men han er aldrig før besvimet af det.

Da han endelig kom ud til mig var han fuldstændig grå i hovedet, så vi ventede lige lidt, inden vi kørte hjem - og jeg kørte videre på arbejde.

Jeg kan få svaret på min blodprøve på fredag, hvor jeg også gerne skal have min menstruation, hvis jeg altså ikke er gravid. Ved næste menstruation begynder jeg på en ny omgang hormoner.

Ved lægen mødte jeg en bekendt, og det viser sig, at hun er i det samme behandlingsforløb, som jeg er. Hun har to børn i forvejen, og de har nu arbejdet i to år for at få nummer tre. I forløbet har hun aborteret to gange. Det er tophemmeligt, at hun er i behandling, så vi har aldrig mødt hinanden dernede... Det er utroligt, så mange det her cirkus rammer.

søndag den 14. september 2008

Flere billeder af killingerne




Så flyttede vores killinger ind


Molly er den gråstribede, Olga er den trefarvede. De er simpelthen så søde!!

torsdag den 11. september 2008

Ægløsningssprøjte

I morges fik jeg en sprøjte i ballen, og så er der ordineret hjemmearbejde i morgen aften......

Jeg er ret spændt på, om jeg allerede har haft ægløsning, eller om sprøjten sætter den i værk. Jeg finder måske aldrig ud af det, men altså, derfor er jeg spændt alligevel :-)

mandag den 8. september 2008

Endnu en scanning

Så er jeg blevet scannet endnu engang. Og gynækologen blev bare så glad, den lille follikel fra sidst havde vokset sig stor og stærk til hele 17 mm.

Jeg skulle egentlig have en ægløsningssprøjte på onsdag, så jeg ville have fået ægløsning torsdag. Men Henrik kommer først hjem fra Norge fredag, så han skubber sprøjten til torsdag, så jeg har ægløsning fredag.

Måske får jeg en naturlig ægløsning i mellemtiden. Men han sagde, at det gør ingenting, en ægløsningssprøjte gør ikke noget galt, selvom man har haft en naturlig ægløsning.

Så nu krydser jeg fingre for, at jeg ikke får ægløsning før på fredag :-) Og ellers prøver vi igen i næste cyklus.

søndag den 7. september 2008

Min mand er rejst

- i hvert fald for en uges tid. Han er lærer på en international efterskole, hvor en stor del af profilen er rejser, og i denne uge er der ryste-sammen-tur i Norge.

Jeg hader, når han er væk. Jeg savner, så det gør ondt.

Men på den anden side er han super glad for sit arbejde, så jeg smiler og ønsker ham en god tur. I mit stille sind glæder jeg mig afsindigt, til han kommer hjem. Og det er jo snart fredag...

onsdag den 3. september 2008

Kursus

Så så man mig være på kursus - igen igen.

Jeg var afsted i sidste uge, på advokat-fuldmægtig-kursus. Tre dage. Og så på hormoner. Det var et ok kusus - men lidt famlende, da jeg er en del af det første hold på den nye ordning.

I denne uge er jeg afsted igen, tre dage. Denne gang på Forsikringsakademiet, et kursus i ejerskifteforsikringer, som er et helt nyt område for mig. Første dag har været ok. Det er en pudsig oplevelse, jeg er den eneste ikke-forsikrings-person, der er her, så de andres fokus er, hvad selskaberne kan slippe for at betale - mit er det modsatte :-)

Her er virkelig smukt, stedet ligger på Strandvejen. Lige over for marinaen i Rungsted.

Jeg savner min Henrik, så jeg glæder mig allerede til fredag.

mandag den 1. september 2008

Scanning

Så er jeg blevet scannet - lægen kunne finde en follikel i den ene side, ca. 10 mm., og en mindre follikel i den anden side.

Jeg skal scannes igen på mandag - han skal se, hvordan folliklerne udvikler sig, og om jeg får ægløsning. Det er ret spændende :-)

Jeg aner ikke, om resultatet er normalt, jeg ved heller ikke, hvad der videre skal ske, men det passer godt til mit temperament, jeg flyder bare med, jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til.