torsdag den 1. januar 2009

Nyt år

2008 har været et begivenhedsrigt år. Jeg har været igennem diverse undersøgelser for at finde ud af, hvorfor jeg ikke blev gravid - og heldigvis sluttede året med, at det blev konstateret, at jeg lider af en stofskiftesygdom, der er skyld i, at jeg ikke har ægløsning. Bedst som vi havde indstillet os på, at der ville gå et stykke tid, før jeg var medicineret korrekt, blev jeg gravid. Min egen tese er, at hormonerne fra behandlingsforsøget måneden før, har boostet endnu en ægløsning. Så terminen hedder nu 2. juli 2009.

Vores fælles nytårsfortsæt er, at vi vil være nogle stille og rolige første-gangs-forældre :-)

2008 blev også året, hvor jeg skiftede til advokatbranchen. Jeg er meget meget glad for mit skifte, men jeg ved allerede nu i mit stille sind, at jeg ikke bliver gammel i branchen.

2009 bliver først og fremmest året, hvor vi bliver forældre for første gang. Men det bliver også året, hvor jeg skal bestå en retssagsprøve (jeg forsøger første gang den 21. januar), og året hvor jeg skal bestå en skriftlig advokateksamen. Det fylder allerede nu uhyggeligt meget.