En smuk morgen

Dejligt at vågne op til en solskinsmorgen med fuglefløjt. Jeg er klar til havearbejde - så meget jeg nu kan for den store mave.

Resten må vente til i morgen, hvor mine svigerforældre kommer og hjælper med haven, det bliver skønt :-)

Hold da op, hvor tiden flyver

31+0 - fuldstændig surrealistisk at være nået så langt.

Min mave er eksploderet, den er simpelthen blevet så stor. Den ligger langt over gennemsnittet i størrelse - og barnet ligger lige under gennemsnittet, så det hænger ikke helt sammen :-)

Barnet er livligt, og jeg synes, at det er super livsbekræftende og dejligt. Jeg har stort set ingen gener - jeg havde tre nætter med den værste kløe i håndflader og på fodsåler i påsken, jeg var tæt på desperation og tænkte, at så var de tre måneder, jeg manglede af graviditeten godt nok lange. Jeg kontaktede vagtlægen for at få noget kløestillende, det hjalp ikke en pind. Han beordrede mig desuden til jordemoder tirsdag efter påske. Det var jeg - jeg fik taget diverse prøver og "kørt en strimmel", så nu ved jeg også, hvad det dækker over :-) Alt var normalt, og kløen er stoppet, så jeg håber, at det var det. Jeg sover med fødderne hævet, da jeg har fået en del vand i fødder og hænder, og om det er det, der har hjulpet, ved jeg ikke - men i hvert fald klør det ikke mere. Der bliver holdt øje med mig, da det kan være leveren, der er ved at blive overbelastet af graviditeten.

Jeg har desuden været til en vækstscanning på grund af min stofskiftesygdom - hun er fuldstændig gennemsnitlig i alle længder, men hun ligger 8,5 % under gennemsnitsvægten, så en høj og slank pige lige som sin mor (host host :-)) Hun ligger inden for normalområdet. Jeg skal scannes igen den 12. maj, da min sygdom gør, at hvis hun stopper væksten, sker det inden for de næste 4 uger. Så jeg bliver fulgt, og det er dejligt. Ellers nyder jeg tiden, jeg er lidt utålmodig, men på den anden side, skal hun blive derinde til termin, så jeg kan nå min eksamen ;-)

Jeg glæder mig til at få min krop igen, jeg glæder mig til, at jeg kun skal tænke på mig, når jeg bruger min krop - jeg mener ikke med hensyn til alkohol, der går jo lang tid, før jeg kan indtage den slags (hvis amningen ellers kører), jeg tænker mere på bevægelser, at bøje sig, ligge i en seng osv. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at hun kommer ud til os i sund og rask tilstand.

Som det ser ud nu, skal hun hedde Asta Kirstine, og vi vil forsøge at kalde hende begge navne - hvis ikke det kan lade sig gøre, bliver hun en Asta. Hvis altså ikke vi skifter mening.

I næste uge tager Henrik og jeg en tur til Berlin på forlænget weekend fra torsdag til søndag. Jeg glæder mig mere end meget, det bliver bare så skønt. Vi skal se noget kulturelt - blandt andet Check Point Charlie, Det jødiske museum, Stasis hovedkvarter (hvis vi kan finde det) og en kz-lejr 35 km. nord for Berlin - jeg har glemt hvad den hedder. Derudover skal vi nyde hinanden, maden, vejret, stemningen og foråret. Det bliver ren afslapning, og det bliver fantastisk. Ellers ikke så meget nyt. Jeg tæller ned til barsel, hvor jeg jo skal læse til eksamen, men det bliver dejligt at kunne slappe af, når jeg trænger til det.

Vi skal have en datter

Vi købte os til en kønsscanning i dag - og scanningssygeplejersken var ikke et sekund i tvivl, vi skal have en datter :-) Jeg er begejstret, helt vildt begejstret, men det var jeg nu også blevet, selvom det var blevet en dreng. Ingen Laurits til os i denne omgang - vi må i gang med at finde pigenavne.

Jeg er 24+0 i dag, og jeg har det super godt. Jeg har ingen gener, jeg mærker liv hver dag, og jeg trives. Stortrives. Jeg har taget et par kilo på, ikke noget at snakke om, men jeg har også rigeligt at tære af efter min sygdom.

Halvvejs

plus en dag.

Vildt at jeg er nået så langt - og vildt at der er så lang tid igen. Jeg synes virkelig, at der er lang tid til juli.

Jeg har stadig ikke de store gener - jeg har tør hud i ansigtet og har fået uren hud langs kæbeknoglen. Jeg mærker stadig ikke det store til barnet, så alt i alt har jeg det vist ret nemt.

MD

Misdannelsesscanningen gik fint, den ser sund og rask ud.

Vi har brugt en del tid på at overveje og drøfte, om vi ville kende kønnet. Jeg var hurtigt enig med mig selv om, at det ville jeg gerne, så det kunne blive et konkret barn, en ham eller hende.

Henrik var mere i tvivl, men han endte med at komme frem til, at det var vigtigere for mig at vide det, end det var for ham ikke at vide det (han synes, at han skal fortælle mig kønnet, når jeg har født).

Vi drog enige afsted til scanningen - og hvad skete? Den havde så samlede ben, hele tiden, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre at se kønnet. Jordemoderen prøvede flere gange, men det hjalp ikke. Hun undskyldte endda - og vi sagde, at det skulle hun selvfølgelig ikke undskylde. Ret sjovt, at barnet endte med selv at bestemme, at vi (især jeg) må tøjle min utålmodighed til engang i juli...

Ingen sukkersyge

til mig. Til gengæld en ny tid til glukosebelastning i april.

Og så tæller vi ned til misdannelsesscanningen på tirsdag :-)

Liv

Jeg tror, at jeg mærker liv nu - små sommerfuglevinger, der kilder mig på indersiden af maveskindet. Det er hyggeligt :-)