søndag den 12. oktober 2008

Madplan uge 42

Her er den Louise:
Lørdag: Omelet med blandede grøntsager og pølser
Søndag: Koteletter i fad
Mandag: Er vi inviteret på aftensmad i Holsted
Tirsdag: Kyllingefrikadeller (du bruger bare hakket kyllingekød i stedet for svinekød - og så river du squash i farsen, så bliver det så sundt, så sundt :-)) med kartofler og stuvet spidskål
Onsdag: Lasagne - Henriks livret, og det er jo hans fødselsdag...
Torsdag: Er jeg på pigetur i Århus med Gitte, Lotte og Krestine, så der spiser jeg ude

Dejlig weekend

med ren afslapning. I går spiste vi brunch på Trapholt og så udstillingen om sko. Derefter var jeg i haven i et par timer, og så strikkede jeg resten af aftenen.

I dag har vi ført tilsyn med vores køer for sidste gang i denne omgang og spist morgenmad og hængt over avisen. Nu vil jeg grave de sidste dahlia op, så de kan overvintre fri for frost - hold op, hvor bliver haven tom!

Resten af søndagen står på ren afslapning - Henrik skal spille til et guldbryllup, så jeg skal nyde en tøsefilm alene i sofaen :-)

tirsdag den 7. oktober 2008

Hurtig ekspedition

Sørme om jeg ikke skal på sygehuset allerede på tirsdag - på Nuklear Medicinsk afdeling til undersøgelse af min skjoldbruskkirtel. Dejlig overraskelse, nu virker ventetiden pludselig ikke så uoverskuelig :-)

mandag den 6. oktober 2008

Hæk

Så fik vi fældet vores meget gamle hæk - det tog hele lørdag, men nu er den væk.


Nu venter vi på en rodfræser-mand, der skal fjerne rødderne, derefter skal bøgehækken plantes. Det bliver virkelig skønt at få det overstået!!

Svar

Mit prolaktin er faldet drastisk, så ikke flere problemer der.

Mine stofskiftehormoner er stadig ikke-eksisterende, så nu kommer jeg i behandling, selvom jeg endnu ikke er færdigundersøgt. Det bliver skønt - jeg håber virkelig, at jeg kan få noget af min gamle energi tilbage!!

tirsdag den 30. september 2008

Flere blodprøver

I dag har jeg været ved lægen og fået en god snak om min stofskiftesygdom. Jeg producerer stort set ikke stofskiftehormon, så mit stofskifte er alt for lavt.

Jeg blev derfor sendt på Kolding Sygehus for at få taget flere prøver. Jeg har desuden fået en henvisning til en klinik i Vejle, hvor jeg skal have foretaget en kontrastvæskeundersøgelse af min skjoldbruskkirtel, og først derefter bliver jeg sat i behandling.

Jeg må ikke blive gravid i mellemtiden - men lægen sagde, at det regulerer kroppen helt selv, jeg bliver ikke gravid, så længe sygdommen ikke er ordentligt medicineret.

Jeg venter tålmodigt, jeg er rigtig glad for, at lægen forsøger at finde ud af, hvad der er baggrunden for de lave tal i stedet for bare at medicinere mig med det samme.

Desuden producerer jeg ammehormon, og det modvirker ægløsning. Det er også et stresshormon, så det kan skyldes stress over manglende graviditet. Det har jeg også fået taget en prøve for.

Jeg kan få svarene på mandag. Så jeg venter i spænding.

fredag den 26. september 2008

Allerede onsdag

kom min menstruation - jeg går ud fra, at det betyder, at jeg har haft en naturlig ægløsning, før jeg fik ægløsningssprøjten.

Jeg ringede derfor til fertilitetslægen for at høre, om jeg bare skulle starte op på en ny omgang hormoner.

Det viser sig, at der er problemer med min skjoldbruskkirtel, ifølge lægen arbejder den nærmest ikke. Jeg har derfor fået taget nogle prøver, og jeg skal til lægen på tirsdag for at få gang i medicinering.

Det betyder, at fertilitetsbehandlingen er sat fuldstændig i stå, indtil jeg er medicineret korrekt. Jeg har lige skullet sluge kamelen, var meget ked af det i går, men i dag går det ok. Og så er det bare på med vanten igen, når vi får grønt lys fra lægen.