søndag den 31. august 2008

Stille søndag

Min søndag går med hovedpine - noget jeg ellers aldrig nogensinde lider af. Sandsynligvis en kombination af stress og pres på mit arbejde og usikkerhed og angst for scanningen af mine æggeledere i morgen. Scanningen skal vise, om jeg er i stand til at danne æg ved hjælp af hormoner. Og jeg kan ikke lade være med at tænke hvad nu hvis....

Det må jeg tage stilling til i morgen, foreløbigt lever jeg i uvidenhed og kan skyde alle hvad nu hvis'erne fra mig.

Ellers er dagen tilbragt i haven, i en liggestol med en bog. Det er ægte søndag. Jeg fik desuden en pludselig trang til kage med flødeskum, så jeg måtte ud at finde kage og piskefløde - det spiser jeg ellers aldrig. Det har jeg gjort i dag, og det gjorde godt :-)

lørdag den 30. august 2008

Ah

en dejlig dag, det har været. Jeg startede ud med lang tid i morgenkåbe, en kop the, avisen. Derefter en tur i haven, plukke løs, især af mine georginer. Nyde at min mand har gjort huset rent, sætte blomster i vase.

Et langt bad, høste tomater. En stol i solen, og så strikkede jeg lige en babyvante. Jeg er ved at strikke til min veninde, der skal være mor i november - hun har bestilt en trøje, og foreløbigt har jeg suppleret med en hue og en vante - den næste vante kommer i morgen.

Sidst på eftermiddagen kørte vi til Tønder, hvor Henrik skulle spille på festivallen, og han er der endnu. Jeg havde inviteret min mor og niece med, så vi hyggede, nød stemningen og musikken, og kørte hjem da vi blev trætte. Og så kommer han, når han engang er klar til det.

I morgen er det søndag, en søndag helt uden planer, og det bliver fantastisk :-)

En solskinslørdag

En tiltrængt fridag, og så endda med solskin. En hel lørdag uden planer, aaaah. Jeg overvejer en tur til Tønder, hvor der er festival i folkemusikkens tegn. Men en hjemmedag trækker også. Og det allerbedste er, at beslutningen er min alene.

fredag den 29. august 2008

Så gik starten

på projekt barn. Det bliver ikke helt nemt. Jeg har lige været igennem min første hormonkur, pergotime.

Jeg har haft forbavsende få bivirkninger, jeg frygtede ellers det værste. Men en hedetur i ny og næ har været alt.

Eller i hvert fald indtil i går, hvor jeg brød grædende sammen på et medarbejdermøde for 30 ansatte i mit firma. Suk! Så på dag 5 af hormonkuren, blev jeg til en tudemarie.

På mandag skal jeg scannes for at se, om jeg danner æg, og i givet fald hvor mange æg. Så det bliver ret spændende.

Jeg er ikke udredt endnu, aner ikke, om jeg fejler noget. Så det bliver også ret spændende at finde ud af - når vi går i gang med den del. Men vi tager det i gynækologens rækkefølge og tempo :-)
En blog om løst og fast, om vores liv og levned, om vores hverdag - vores skønne hverdag.